Sæsonåbning 2024/25

Vi tager hul på en ny sæson

Onsdag den 12. juni løfter vi sløret for, hvilke forestillinger og arrangementer vi har linet op på Teatret Møllen til sæson 2024/25. Sæsonåbningen bliver samtidig begyndelsen på teatrets 50-års jubilæum, hvilket vi blandt andet fejrer med en stor musikforestilling om Sønderjylland og Schleswig, der får premiere til efteråret.

Sæsonåbningen markeres på Møllepladsen foran teatret, hvor der fra klokken 14 til 16 er gratis pølser og is til de første 200 gæster. Her vil besøgende kunne afhente et eksemplar af teatrets nye sæsonprogram, der indeholder alle kommende forestillinger og events, og der vil være mulighed for at tale med nogle af teatrets skuespillere og ansatte om Møllens kommende produktioner.

Det nye sæsonprogram vil fra den 12. juni klokken 14 ligeledes kunne tilgås online, hvor det også vil være muligt at downloade en digital version af selve brochuren. Billetsalget til den kommende sæson på Møllen begynder først fredag den 14. juni klokken 12, så alle interesserede har god tid til at nærlæse programmet.

Vi satser på godt vejr, og glæder os til at se jer på teatret.